1. Tro
Tror du på Gud? Det gør Djævelen også! Det frelser ingen at tro på Gud! Jesus siger i Joh.14,6: ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig”. Det er ved troen på Jesus, at vi bliver frelst (reddet).
I Joh.3,16 står der: ”… at enhver som tror på ham (Jesus) ikke skal fortabes, men have evigt liv”.
Ved troen på Jesus bliver vi reddet fra mørkets magt i det liv, vi lever her på jorden, men også fra den evige fortabelse i Helvede.
Det, vi bliver frelst til, er en ny start i livet og et evigt liv i himlen.
Jesus siger i Joh.8,31: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple”. Jesus siger dette til dem, som lige er kommet til tro på ham. Hvis man vil være en kristen, en Jesu discipel, er det en forudsætning at kende Jesu ord, Jesu bud, Jesu befalinger. Det siger jo sig selv.
”Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed” (Joh.15,10).
Hvis du siger, at du tror på Jesus, så tror du også på det, han har sagt, ellers bedrager du dig selv og andre.
Men troen er ikke bare indgangen til Guds rige og til at blive en Jesu discipel. Tro er en livsstil for en Jesu discipel. Heb.11,6: ”Men uden tro er det umuligt at behage ham”. Hvis vi forsøger at opfylde Jesu bud uden tro og uden Helligånden, vil det kun føre præstation og død med sig. Regler kan ikke give liv i sig selv. Jesu bud skal modtages i tro og udleves ved Helligåndens kraft.
Jesus siger i Mark.16,16-18: ”Den, der tror og bliver døbt skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, som tror; I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger … de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske”.
Hvis du bliver en troende og bliver døbt, så er det naturligt at:
- du i Jesu navn skal uddrive dæmoner.
- du skal få tungetalen som tegnet på Helligåndens fylde
- du skal lægge hænderne på syge, så de i Jesu navn bliver helbredt
Dette er ifølge Jesus grundpakken for os, som er kommet til tro og bliver døbt. Det er noget, som kan og bør fungere fra den første dag, du er en Jesu discipel.
2. Dåb
Jesus siger i Joh.3,5: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige”.
I Jesu undervisning er omvendelse (at komme til tro på Jesus) og dåb sammenkoblet. Men hvad er dåb?
- Dåben er en dødsattest, hvor du begraver din syndige fortid.
I Bibelen er dåben altid fuld neddykning i vand, hvilket symboliserer en begravelse. Når den
døbte bliver hevet op af vandet, er det i Bibelen et symbol på Jesu opstandelse. Man opstår
som et nyt rent menneske.
Kol.2,12: ”… da I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde.”
- Dåben er også en samvittighedspagt (frivillig kontrakt) med Gud. ”Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse.” (1.Pet.3,21). Dåben er en vielse imellem dig og Jesus, hvor du selv siger ja til ham.
- Helligåndens fylde med tungetale er en følge af dåben og sker ofte ved håndspålæggelse. Matt.3,11: ”Han skal døbe jer med Helligånden…” I Ap.G.19,5-6 står der: ”Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn, og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem og de talte i tunger…” Ap.G.2,38: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.”
Jesus siger om Helligånden i Joh.14,26: ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer om alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.”
En af Helligåndens opgaver er altså at minde os om Jesu bud. I Bibelen er modtagelsen af Helligånden knyttet til dåben, selv om der er et par eksempler på, at Helligånden falder før eller efter dåben, men af disse undtagelser fremgår det tydeligt, at Helligåndens fylde hører til dåben. Jesus blev selv døbt som voksen, og da han steg op af vandet, kom Helligånden over ham. Der er ingen eksempler på små børn, der bliver døbt i Bibelen.
3. Nadver
Jesus har påbudt hans disciple at mødes og holde nadver. Jesus holdt ikke nadver offentligt, det var kun for disciplene. Der er ingen eksempler på offentlig nadver i Bibelen.
- Nadveren er fællesskab for disciplene med Jesus som højeste autoritet. Kun dem som har Jesus som højeste autoritet kan deltage. Judas blev udelukket fra nadveren ifølge Matthæus, Markus og Johannes, som selv var der.
- Nadveren er et ritual til minde om Jesu sejr på korset. Luk.22,19: ”Gør dette til ihukommelse af mig”
- Nadveren er en personlig prøve. 1.Kor.11,28: ”Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret.”
Det betyder, at man ikke må deltage i nadveren, hvis man har uopgjort synd.
- Nadveren er en fællesskabsprøve. 1.Kor.11,29: ”For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.”
Hvis der er uopgjorte relationer i discipelflokken, må de involverede personer ikke deltage
Hvis nadveren ikke holdes ren, kan det betyde sygdom og død i discipelflokken ifølge 1.Kor.11,30: ”Derfor er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få sover hen.”
Enhver synd eller svigt kan bekendes og tilgives. Enhver uoverensstemmelse imellem to disciple skal ifølge Jesus ud fra Matt.18,15-20 løses på følgende måde:
- Gå direkte til personen på ”tomandshånd” (snak ikke med andre først)
- Hvis det første forsøg på forsoning* mislykkes, så find en eller to uvildige personer, som kan mægle. (gå ikke til menighedens ledelse eller andre)
- Hvis det andet forsøg på forsoning også mislykkes, skal det ene eller de to vidner sammen med den ene part gå til menighedsledelsen, som afgør sagen.
- Hvis den ene part ikke vil bøje sig for menighedsledelsens afgørelse, skal personen fratages sin discipelrang og regnes som en frafalden kristen. (kan heller ikke optages i et andet kristent fællesskab)
* Forsoning betyder totalt opgjort, undskyldt og tilgivet.
I nadveren sker der to ting. Disciplene har fællesskab med Jesus, og disciplene har indbyrdes fællesskab og enhed i kærlighedsmåltidet.
Disciplenes indbyrdes fællesskab behøver ikke være en officiel menighed. Men der er historisk og bibelsk belæg for, at Jesu disciple og den første menighed var inddelt i små forpligtende discipelfællesskaber, som altid havde nadver i de små fællesskaber.
1. Joh. 1,7: ”Men hvis vi vandrer i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd.”
4. Tilgiv
Når vi er i Jesus Kristus, og han er i os, er vi under nåde og 100 % tilgivelse. Hver gang vi fejler, kan vi altid komme til Jesus og få tilgivelse. I Jesus er vi under nåde og ikke under præstation.
Men der er en betingelse: Hvis vi ikke tilgiver andre mennesker, mister vi selv muligheden for at blive tilgivet. Matt.18,34-35: ”Og hans Herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med enhver af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.”
Jesus siger i Luk.6,37: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse”.
Og i Ef.4,32 står der: ”Vær barmhjertige og tilgiv hinanden…”
Bekendelse er en nøgle til tilgivelse. I Joh.1,9 står der: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed”.
Hvis du synder over for Gud og med din mund bekender din skyld med anger i hjertet, så vil du blive tilgivet ved Jesu blod.
Nogle mennesker påstår, at de er gode og siger, at de ikke har syndet. Om dem står der i 1.Joh.1,10: ”Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.”
Nogle Jesu disciple skal have lang tid til at opfylde alle Jesu bud. Men hvis de er ydmyge og prøver at opfylde alle Jesu bud, skal vi andre disciple være barmhjertige, kærlige, tålmodige, inkluderende og tilgivende overfor dem. 1.Pet.5,3: ”Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden”.
Men hvis den nye i troen på forhånd afviser et eller flere af Jesu bud, så kan Jesus ikke være den højeste autoritet, og den troende kan ikke være en Jesu discipel.
5. Elsk
Joh.13,34-35: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” Det er den indbyrdes kærlighed hos os, som er Jesus disciple, der overbeviser ikke-troende om, at Jesus er i os. Det er ikke vore ord, kraften eller helbredelserne, som overbeviser, for alt det kan Satan nemt efterligne. Men han kan ikke efterligne kærligheden.
I 1.Joh.4,20 står der: ”Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud’, men hader sin broder, er han en løgner…” Nogen bliver bedraget til at tro, de elsker Gud, men er i stedet på vej til Helvede.
Kærligheden til Jesus må og skal altid stå over familie og venner. Matt.10,37 ” Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd”.
Jesus siger, at kærlighed til ham og overholdelse af hans bud hører sammen. Joh.15,10 ”Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.”
Med andre ord, hvis vi siger, at vi elsker Jesus, men ikke vil holde hans bud, er vi løgnere. Joh.15,13-14: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer”.
I Bibelen er kærlighedens væsen beskrevet: ”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, og bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde ved uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, og udholder alt.” 1. Kor.13.1-7
